Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bag træerne. Sætningerne er et hav. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg skriver dagen igang, stille. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Det handler om overfladen. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Nu er der en uro i kroppen. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Tågen i skovene i udsigten. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg har skrevet et kort til dig. Kan jeg være i dette landskab?

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Hvad tæller du til? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Rifterne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Og en anden dag: Oppe på bakken.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Om andre universer, andre stjernesavn. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Dit navn var alt jeg hørte. Havde du fundet en grøn sten? Hvad tæller du til? Dine sætninger. Nu er der en uro i kroppen. Sætningerne er et hav.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Sandet.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.