Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Solens sind. Udsigten var håbfuld. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

For hvert lag af betydning i klipperne. Provinsen og gågadens sange. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Sms i den lysende sommer. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Byen.

Ikke. Stille? Det jeg kom fra.. Jeg forsvinder ikke. Du må forsvinde.

Vores. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det var før du kunne forsvinde. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Stjernekontinent.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg ryster en tilfældig bog. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Hvad vil disse knuste sætninger? Stod imod, men skrev: intet.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

I læberne og i huden. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Der var intet som skulle glemmes. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

I natten poppede samtalerne op. Sætningerne er en ørken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Stod imod, men gjorde intet.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Vi er det sarte, de stille. Dine øjne.

Det handler om. Var dine drømme imellem læber? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Derinde bag skoven. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Dette langsomme blik imod stenene. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Landskab? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.