Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Kan jeg være i dette landskab? Der var intet som skulle glemmes. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Der var intet som skulle glemmes. Jeg var i din krop, og du? Du må ikke forsvinde.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Vidste du? Du må ikke forsvinde. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Træerne.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Kalken. Ikke søge ly. Ikke glemme floderne i ørerne. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Jeg elsker at se dig. Tågen i skovene i udsigten. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Udsigten var håbløs.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). De glitrende hemmeligheder inde i stenene. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg sad alene i solen. Hvilken nat fulgte efter natten? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Mørket kaldte vi bare for mørket. Sandet var forsvundet. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Er du havet? Jeg ser dig, ser dig, ikke.

Tågen i skovene i udsigten.Tågen i skovene i udsigten. Tågen i skovene i udsigten. Jeg går bare og venter på den fucking sol. De bløde bakker udenfor byen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Alting bag alting. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.