Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Dine diamanter lyser i min mund. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Det handler om overfladen. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Her er dagen allerede langt foran mig. Træerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sætningerne er et hav. Ikke var muligt at komme derind. Vores land.

Jeg sad alene i solen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg skrev mig vild i de dage. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Det er bare. Hvem var det, der skrev:

Over murbrokkerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Oplæsning for intetheden.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Du må ikke forsvinde. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Under den blå, blå himmel. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg skriver dagen igang, stille. Grå. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Min ene pen er rød og den anden sort. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne I bussen skrev jeg en sms til dig.

Og vi vågnede. Afsavn. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.