Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Var der virkelig ild et sted? Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Den tredje er ude. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Skyen skjulte noget for fuglene. Sådan noget. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det gør ikke noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Men noget blev i de tomme haller. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter I læberne i huden. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du, du.

Hvad skulle glemmes? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg forsvinder ikke. De.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Alting ligger bag alting. Træerne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Det er aldrig det hurtige blik.

Da blev jeg bange. Sætningerne er et hav. Det gør ikke noget.

Ikke glemme floderne i ørerne. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg elsker at se dig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg skrev intet ned i den periode.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Landet smuldrer, smuldrer.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Afsavn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Uforståelige sætninger at klæde sig i Stod imod, men skrev: intet.

Jeg læste dine linjer Sætningerne er et hav. Afsavn. Udsagn. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvem var det, der skrev:

Muren omkring ordene.