Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Udsagn. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg var din krop.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Når du siger mit navn, svarer min krop. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Oppe på bakken. Skyen skjulte noget for fuglene. Intimiteten, skriften. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Så var der en, der lyttede til skovene.

Ok, svarede du. Snestorm. En flamme slog op af min hals. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Dansende, legende, lyttende. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sms i den lysende sommer.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Badeferien. Årene. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Et wack rum, et rum for stars. Taster en sætning i mørket, i lyset.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

På en rude. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Altid er det dette langsomme blik. Jeg er lost i en borderlinenat.

Som at skrive i nye aviser.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Dette langsomme blik imod stenene. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Brændte det friske løv virkeligt? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Min ene pen er rød og den anden sort. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Intimiteten i skriften. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Landet smuldrer, smuldrer. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.