Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Var det markerne? Søge ly i den flod.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. En nat faldt giraffer ud af drømme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Indimellem nogle ord. Havde du fundet en grøn sten? Havde du fundet en grøn sten? Jeg har skrevet et kort. De yderste kyster, en grøn sten.

Hvad? Der i kroppen. Jeg havde glemt den. Men noget blev i de tomme haller.

I natten poppede samtalerne op.

Du siger noget om månen. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Et genert rum, et intimt rum. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Sådan noget.

Stjernekontinent. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg på overfladen. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Udsigten var håbløs. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Udsigten var håbløs. Tågen i skovene i udsigten.

Dagene. Ugerne.

Rifterne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Luften og jordens sange. Kan jeg skrive sådan? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. For hvert lag af betydning i stenene. Det gør ikke noget.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.