Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Der er en som dresser up til dans. Nordlysets sitren i din stemme. Ude ved fabrikkerne. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Sammen lå vi og kortlagde:

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Hvad skulle glemmes? Hvad tæller du? Vi er en samtale bag øjnene.

Du kan være i dette landskab. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Bare mørket. Sætningerne er sarte kredsløb. Under den blå, blå himmel. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg vågner og ser dig, dine øjne.

Her er natten allerede langt bag mig. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

Intet ligger bag intet. Jeg, jeg.Jeg, jeg. Jeg, jeg. Jeg, jeg. I bussen skrev jeg en sms til dig. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Har vi de samme øjne? Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Kan skriften være genert?

Glasdråbehænder. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Farvede et sår i dit første ord. I et jeg ved sampling. Alene? Oplæsning for intetheden.

Bagefter sad jeg i timer og læste. For hvert lag af betydning i stenene.

Det jeg kom fra.. Du, du.

Men noget blev i de tomme haller. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! På en skærm. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Det er vinden gennem sivene. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Sætningerne er. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.