I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Sådan svarede du. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sådan svarede du. Af alt det skyggende, matte, reflekterende.Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Af alt det skyggende, matte, reflekterende.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Jeg har plads i min hud. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ikke søge ly i den flod. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Intet, jeg modtog intet. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Dansende, legende, lyttende. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Kan jeg skrive sådan? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Som at skrive i koder.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Oppe på bakken. Whatever; nat efter nat. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bagefter sad jeg i timer og læste. Ordene, små toppe af skum. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg hader at vågne og se dig vågne. Gennem hullet i min hjerne. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Her er natten allerede et stort show. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Under lillahimlens hvælv. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.

Forsvinder ikke. Ikke glemme floderne i ørerne. Sad jeg alene? Alting bag alting. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Ilden. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Min ene pen er rød og den anden sort. Verden og dens lytten til sig selv. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

At tale var blevet uoverskueligt. Whatever; nat efter nat. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.