I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Kan jeg skrive sådan? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Et brev. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Sandet. Det giver mening. Jeg læste dine linjer Alting ligger bag alting. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Intimiteten i skriften. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg skrev intet ned i den periode. Bagefter sad jeg i timer og læste. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg har skrevet et kort til dig.

Rundt på tingene. De bløde bakker udenfor byen.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Sætningerne er et hav. Bordet vipper. Sandøjne. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

At tale var blevet uoverskueligt. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Glashænder. Jeg har skrevet et kort til dig. Glashænder. Der var intet. At tale var blevet uoverskueligt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Jeg, ikke dig. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Der var intet som skulle glemmes. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ikke søge ly.

Ilden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg læste dine linjer

Blæste det virkeligt? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

I bussen til dig. Der var en morgen, et stykke af himlen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Et genert, et intimt rum.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Det generte i skriften. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Vi er et party. Udsigten var håbløs.

Dette langsomme blik imod stenene. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Kan jeg skrive sådan? Jeg skrev mig vild i de dage. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.