Jeg kunne mærke dit hjerte. Vores. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Jeg skrev i en stråle af sol. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Når du siger mit navn, svarer min krop. Der var intet som skulle glemmes.

Jeg var i din krop, og du? Intimiteten i skriften. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du, dine øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Vi, øjne? Du, du. Bare mørket. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg var i din krop, og du?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Kan jeg være i dette landskab? Skriv mig ind i dine læber. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ring til mig uden grund. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Derinde bag skoven. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Stjernekontinent.Stjernekontinent. Stjernekontinent. Stjernekontinent. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg drak det tørre. Sætningerne er et hav. Hvad med den himmel?

Vidste du det? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Alting ligger bag alting. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vidste du? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sådan?

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hvad? Uden grund. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

Sådan trak du de yderste bjerge. Du, du. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Uforståelige sætninger. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.