Du siger noget om solen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg var nøgen. Sådan svarede du. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Muren omkring ordene. Jeg var i morges.Jeg var i morges. Jeg var i morges. Bøgerne varslede en kommende tid.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg sad alene i solen. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Hvad skulle glemmes?

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Har vi de samme øjne? Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Kan jeg være i dette landskab? Farvede lidt sort i din ørken.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg kunne mærke dit hjerte. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

Skyen skjulte noget for fuglene. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg var nøgen i de dage. Hvad tæller du til? Bag alting. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

På en.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. En. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Du, dette landskab. Mod de yderste bjerge.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Når du rør mig er vi hinanden. Du må forsvinde. Kan jeg skrive sådan? Du må ikke forsvinde. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Når vores kroppe er hinanden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg sejlede mellem dine læber. At forvandle dette rum til et andet.

Du må ikke forsvinde. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.