Vågnede. Sådan er det. Var jeg stille? Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Du havde tabt en linje i min drøm. Der lå figner på jorden. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Hvilken nat fulgte efter natten? Kan jeg skrive sådan?

Jeg i den ørken. I huden.

Glasdråbehænder. Vores land.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Intet ligger bag intet. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Nordlyset tøver i vores stemmer. Oppe på bakken. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Et wack rum, et rum for stars.

Ormene i det stille sand og nede i jorden. Nordlyset tøver i vores stemmer. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.

Bag træerne.

Var der virkelig ild et sted? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg læste dine linjer Var der virkelig ild et sted? Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Der var noget som åbnede sig. Afsavn. Udsagn. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Vidste du?

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Kan jeg smile i dine sætninger? De vigtigste. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.