Skyen skjulte noget for fuglene. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Grå. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Og en anden dag: De vigtigste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Tågen i skovene i udsigten. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Havde du kysset en anden? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Var jeg stille? En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Brev i april. Et genert rum, et intimt rum.

Var det skovene du kom fra?

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Du må ikke forsvinde. Sætningerne er et hav.

Jeg læste dine linjer Der hang figner henover udsigten. Giver det mening? Det er bare. Jeg tror, du havde glemt den der.

Under murbrokkerne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg tror, du havde glemt den der. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Du må ikke forsvinde. I læberne og i huden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Dagene. Ugerne. Vennerne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Jeg bladrer i en tilfældig bog.