Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Kan jeg skrive sådan? Og dén himmel; det var en sindssyg dag.Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Luften og jordens sange. Bordet vipper. Jeg har skrevet et kort til dig. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dine diamanter lyser i min mund.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Jeg var nøgen i de dage.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Sætningerne er et hav. Ikke søge ly. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. De bløde bakker udenfor byen. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Min ene pen er rød og den anden sort.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Kan jeg være i dette landskab?

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og vi vågnede. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Var det alligevel koderne, systemerne? Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.