Som at læse glemte aviser. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Har vi de samme øjne? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Dette langsomme blik imod stenene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Over murbrokkerne. Blå. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Over murbrokkerne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Der hang en nice frugt og dinglede. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Blå.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Mørket kaldte vi bare for mørket. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Alting ligger bag alting. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Nordlyset tøver i vores stemmer. Og vi vågnede. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sad jeg alene? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Sætningerne er et hav. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.