Blå.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Mørket kaldte vi bare for mørket. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.