Jeg forsvinder ikke. I læberne og i huden. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg var nøgen i de dage. De vigtigste. Udsagn.

Sandet i mine tanker. Du, solen. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Afsavn. Et genert rum, et intimt rum. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sad jeg alene? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du kan være. Det var ikke skovene jeg kom fra. Et genert, et intimt rum. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Hvad skulle glemmes?

Indimellem sagde du nogle ord. Pludselig faldt dine drømme. Nu er der en uro i kroppen. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Afsavn. Udsagn. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Dine sætninger. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Du ville sige noget, du tav. Jeg ryster en tilfældig bog. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Kalken. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Intimiteten i skriften. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg er på den anden side af havet. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Alting bag alting. Du.

Du, solen. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.