Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Du siger noget om solen. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Ikke var nice i provinsen. Det dybeste af alt er huden? Skyen skjulte noget for fuglene.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg prøver at tegne dine sætninger. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Nu er der en uro i kroppen. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg forsvandt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Farverne. Dine ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Jeg forsvinder ikke. Du mod de kommende kyster. Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Nu er der en uro i kroppen. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Jeg tegnede din hud på alting. Nu sejler jeg bare i version ..

Er du på den anden side af havet? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Alting bag alting. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

Under lillahimlens hvælv. Det var ikke markerne jeg kom fra. For hvert lag af betydning i stenene. Ring til mig uden grund.

Det gør ikke noget. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Ikke søge ly i den flod. Det dybeste af alt er huden? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Om andre byer, andre verdener.

Nu skriver jeg igen på det stille. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Ilden.

Ok, svarede du. At tale var blevet uoverskueligt. Solstorm. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Min ene pen er rød og den anden sort.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.