Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Hvilken nat fulgte efter natten?

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Nu sejler jeg bare i version .. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Så var der en, der lyttede til skovene. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Farvede ordene milde. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system. Du siger noget om solen. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Blå øjne mod den milde himmel. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Var jeg? I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg lyttede til dit hjerte.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Der var noget som åbnede sig. De yderste kyster, en grøn sten.

Du siger noget om solen. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Ude ved fabrikkerne. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Ok, svarede du. Sandet. Dagene. Ugerne. Vennerne. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Ok, svarede du. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Det generte i skriften. Landet smuldrer, smuldrer. Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Er du på den anden side? Træk sletterne helt ned til klipperne.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Intimiteten i skriften. Derinde bag ordene. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.