Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Har vi de samme øjne? Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et brev. Og vi vågnede. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Sætningerne er et hav.

Luften og jordens sange. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Der var noget som åbnede sig. Min ene pen er rød og den anden sort. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

De vigtigste. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Afsavn. Om andre byer, andre verdener.

Der var intet som skulle glemmes. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Er du på den anden side? Jeg tror, du havde glemt den der. Indimellem sagde du nogle ord. Dagene alene på landet. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Ensomheden i linjernes fald. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Ordene, syrlige rifter af blod. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når du ringer, hører jeg det ikke.

Det gør noget. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Grå. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Sådan trak du de yderste bjerge. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.
 
Sad jeg alene? Ved den smuldrende beton. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Et udadvendt rum, et favnende rum. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Her er natten allerede et stort show. Dit navn var alt jeg hørte. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.