Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Hvilken nat fulgte efter natten? Og vi vågnede. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Du. Hver dag gled med mig videre. Det var ikke markerne jeg kom fra. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Stenene og træernes sange. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om andre lande, andre folk. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Mod de yderste bjerge. Et genert rum, et intimt rum. Trak du de yderste bjerge? Alting bag alting. Du siger mit navn. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Ikke floderne i ørerne. Var det markerne du kom fra?

Hvem var det, der skrev: Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Rifterne. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg sejlede mellem dine læber. Kan jeg være i dette landskab?

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg tænker smukke øjne. Vi bliver verden. Jeg var nøgen i de dage.

Vi, øjne. Nu er der en uro i kroppen. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Er du på den anden side af havet? Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Det der blæser. Og vi. Bordet vipper. Bøgerne var de eneste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du siger noget om solen.

Og vi vågnede.Og vi vågnede. Og vi vågnede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Sådan noget. Nu sejler jeg bare i version ..