Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Et brev.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg skrev i en stråle af sol. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Lyset i ørknen i udsigten. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Nordlysets sitren i din stemme. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sådan noget. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Diamanterne.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Fugle flakser i diodenattens klirren. …brb… I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Kan skriften være genert? Månens sind.

Solens sind. Der hang en nice frugt og dinglede. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Sådan svarede du. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Bag stemplerne. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Som at læse glemte aviser. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Intet, jeg modtog intet.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.