I den periode: udsigten, stilheden. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Provinsen og gågadens sange. Ilden. Jeg har skrevet et kort til dig.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Blå. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Blå.

Ordene, små toppe af skum.

Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sandet var forsvundet. I natten, en fjern stemme, søvn.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I natten, i søvn. Sådan trak du de yderste bjerge.

Jeg ved vi forsvandt. I mørket, diamanter, dine øjne.

Vi er en samtale bag øjnene. Indimellem nogle ord. Hvad tæller du? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Er du havet? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Under lillahimlens hvælv. Jeg går bare og venter på den milde måne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Ude ved fabrikkerne. Skovene. Mine gadgets er hvide som dine knogler.

Skyggerne skyggede. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skriver dagen igang, stille.

Et wack rum, et rum for stars. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Nætterne. Ugerne. Farvede lidt sort i din ørken. Alene?

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Og vi vågnede. At forvandle dette rum til et andet.