Blå. Nordlysets sitren i din stemme.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ordene, små toppe af skum. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ordene, små toppe af skum. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Sætningerne er en ørken.

Gennem hullet i hegnet. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.

Brev i april. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Udsigten var håbfuld. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Vidste du det? Her er dagen allerede langt foran mig.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Bag træerne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Var disse linjer virkeligt virkelige? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg læste dine linjer

Oplæsning for intetheden. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Mail i november. Jeg går bare og venter på den fucking sol. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg skrev intet ned i den periode. Stod imod, men skrev: intet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.