Hvem var det, der skrev: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Du foldede dig ind i mine ord. De bløde bakker udenfor byen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Oplæsning for intetheden.

Jeg skriver dagen igang, stille. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Lyset afventer afgang.

Dine sætninger.

Og vi vågnede. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Brev. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Når du rør mig er vi hinanden. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Vi bliver verden. Vidste du? Jeg var nøgen. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Snestorm. Dine.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte m

Jeg lyttede til dit hjerte.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Glasdråbehænder. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Sætningerne er filtrede tråde.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Et hav. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Indimellem nogle ord.

Trak jeg de yderste bjerge? Jeg hviskede ind i din drøm. For hvert lag af betydning i klipperne.

Vi, øjne.

Vi har gardiner. Kullet. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Sætningerne er filtrede tråde.

I den periode: udsigten, stilheden.

Min skrift er farvet af sig selv. Om andre lande, andre folk. Muren omkring ordene. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Dine diamanter lyser. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Hvilken dag fulgte efter dagen? De yderste kyster, en grøn sten. Nede ved havet. Jeg er på den anden side.

Jeg var din krop.

Sådan.

Det ,der hænger. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Glemmes? Jeg kunne mærke dit hjerte. Skyggerne skyggede. Jeg havde glemt den.

Træerne. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Svarede du? Kan jeg skrive sådan?

Sætningerne er. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.