Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Skoven forvandler sig til lysning og vand.