Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du trak mig med til de yderste bjerge. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene At tale var blevet uoverskueligt.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Var det skovene du kom fra?

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Skriv mig ind i dine læber. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Stod imod, men skrev: intet. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre Blæste det virkeligt? Bagefter sad jeg i timer og læste.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Altid er det dette langsomme blik.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var jeg stille? Jeg tror, du havde glemt den der.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Det dybeste af alt er huden? Hver dag gled med mig videre.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Kan jeg være i dette landskab?

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Nu er der en uro i kroppen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når du siger mit navn, svarer min krop. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg tror, du havde glemt den der.Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Var jeg stille? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg er på den anden side af havet. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.