Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Der var intet som skulle glemmes. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Når du siger mit navn, svarer min krop. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg forsvandt. Intimiteten, skriften. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.
Er det? Har vi de samme øjne? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.
Det var ikke skovene jeg kom fra. Du lod himlen hvile. Bagefter, henover en tøven. Jeg ikke dig. Var jeg stille? Et hav.
Bag alting. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.
Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Kan jeg skrive sådan?
Når du siger mit navn, svarer min krop.
Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre
Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sætningerne er et hav.
Et genert rum, et intimt rum. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Bordet vipper.
Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Af alt det lysende, reflekterende, matte. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.
Verden og dens lytten til sig selv. Min ene pen er rød og den anden sort. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.
Du må ikke forsvinde. Du siger noget om solen. Bøgerne tegnede deres egen retning. Stod imod, men skrev: intet. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Ikke glemme floderne i ørerne.Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne.
Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Har vi de samme øjne? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.
Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Et brev.
Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Giver det mening? Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.