Brev i april. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I den periode: udsigten, stilheden.I den periode: udsigten, stilheden. I den periode: udsigten, stilheden.
Øjne af regn fra det travle. Du siger noget om solen. Sætningerne er et hav. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.
Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Ikke søge ly i den flod. Sådan svarede du. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Det gør ikke noget.
Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kan jeg skrive sådan?
Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ikke søge ly i den flod. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.
Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.
Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.
Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.
Jeg fandt en linje et sted under min reol. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Sætningerne er et hav.
Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætningerne er et hav. Sådan noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.
Et genert rum, et intimt rum. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.
Under den blå, blå himmel. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Solens sind.Solens sind. Solens sind. Solens sind. Som nu i morges: Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.
Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. At forvandle dette rum til et andet.
Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene
Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Brev. Du siger noget om solen. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.