Men mit sprog er et landskab. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var disse linjer virkeligt virkelige? Glashænder. En flamme slog op af min hals.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Der var noget som åbnede sig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Alting ligger bag alting. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Skyen skjulte noget for fuglene. Sætningerne er et hav. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Du siger noget om solen.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du, du.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg, du, den.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Jeg var din krop. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Et. Dit navn i skyggerne.

Vigtigste. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Vi er en samtale bag øjnene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Søge ly i den flod. Jeg hviskede ind i din drøm.

Vi, hudløse. Dine øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Når min krop. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bagefter, henover en tøven. Jeg forsvinder. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Kalken. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Intet, jeg modtog intet. Så var der en, der lyttede til skovene. Var det alligevel koderne, systemerne? Luften og jordens sange. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.