Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Dette hurtige blik imod vandet. Det gør ikke noget. Under murbrokkerne. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Om andre lande, andre folk. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

På en rude. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Det var ikke markerne. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg var i din krop, og du? Sad jeg alene? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi har de samme øjne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sådan noget.

Jeg skriver dagen igang, stille. Nætterne. Ugerne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. En uro i kroppen. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

For hvert lag af betydning i stenene. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Var jeg stille?

Sandet.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Om andre byer, andre verdener. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Brev i april.

Noter. Beskrivelser. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. At tale var blevet uoverskueligt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sætningerne er et hav. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Under den blå, blå himmel.

Gennem hullet i hegnet. Tågen i skovene i udsigten.