Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Gennem hullet i hegnet. Alting ligger bag alting.

Og en anden dag: Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Hvem var det, der skrev: millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

At tale var blevet uoverskueligt. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Hver dag gled med mig videre. Jeg var nøgen i de dage. Der var noget som gled med videre. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Hver dag gled med mig videre.Hver dag gled med mig videre. Hver dag gled med mig videre. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Det generte i skriften.

Et genert rum, et intimt rum.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Nu er der en uro i kroppen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Dine diamanter lyser i min mund. På en rude.

Der hang figner henover udsigten. Men mit sprog er et landskab.

Træerne.

Glashænder. Og vi vågnede. Du siger noget om solen. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Kalken. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Solens sind. Et brev. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Sådan svarede du. Solens sind. Dine sætninger. Nordlysets sitren i din stemme. Hvad tæller du til?

Nu er der en uro i kroppen. Det er bare. I natten, en fjern stemme, søvn. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.