Var det skovene du kom fra?
De vigtigste. Jeg ikke det der. Mørket kaldte vi mørket. Ikke var muligt at komme derind. Uden grund. Jeg, jeg.
Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Var disse linjer virkeligt virkelige?
Ilden. Ordene, små toppe af skum.
Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er bare. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Gennem hullet i muren.
Et stort papir. Uforståelige sætninger at klæde sig i.
Men mit sprog er ikke fjendtligt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Intimiteten i skriften.
Blå. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Gennem hullet i hegnet.
Dagene. Ugerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Og vi vågnede.
Intimiteten i skriften. Ikke søge ly i den flod.
På et stort stykke hvidt papir. Jeg var nøgen i de dage. Dine sætninger.
Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Du må ikke forsvinde. Vidste du det? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.
Jeg forsvinder ikke. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.
Er du på den anden side af havet? Du siger noget om solen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
Du må ikke forsvinde. Mørket kaldte vi bare for mørket. Kan jeg være i dette landskab?
I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.
Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste dine linjer Muren omkring ordene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg læste dine linjer Der løber ord ud af min hud.
Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. De vigtigste. Mørket kaldte vi bare for mørket. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Intimiteten i skriften. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.
Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.