Stod imod, men gjorde intet. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Og en anden dag: Farvede ordene milde. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.
 
Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Du, solen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Solstorm. Jeg læste dine linjer Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Ring til mig uden grund. Om andre byer, andre verdener. I læberne og i huden. Luften og jordens sange. Det dybeste af alt er huden?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Solens sind. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Og en anden dag: I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Over murbrokkerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

På en rude. Over murbrokkerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Udsigten var håbløs. Gennem hullet i hegnet. Den sindssyge himmel.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Blå.

Uforståelige sætninger at klæde sig i I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Her er dagen allerede langt foran mig. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du siger noget om solen. Alting ligger bag alting.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Kalken. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Stod imod, men skrev: intet.