Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Nu skriver jeg igen på det stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sådan svarede du.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Var der virkelig ild et sted? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Afsavn. Udsagn.

Sandet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Et brev. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Har vi de samme øjne? I bussen skrev jeg en sms til dig. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Hvad tæller du til? Sad jeg alene? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Vidste du det? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Blå.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

De vigtigste.

Ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Kan jeg skrive sådan? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Sandet. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Dine diamanter lyser i min mund. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Var det skovene du kom fra? Jeg tror, du havde glemt den der. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Afsavn.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.