Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Kalken.Kalken. Kalken.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Tågen i skovene i udsigten.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Stod imod, men skrev: intet. Grå.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Nordlysets sitren i din stemme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bøgerne tegnede deres egen retning.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Kalken. Luften og jordens sange. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Udsigten var håbløs. Sådan svarede du. Solens sind. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Bordet vipper. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Var der virkelig ild et sted? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Ikke glemme floderne i ørerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Grå. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Over murbrokkerne. Dagene. Ugerne.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.