Jeg har skrevet et kort til dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Ring til mig uden grund. Ikke søge ly. Det gør ikke noget.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Intimiteten, skriften.

Altid er det dette langsomme blik. Hvem var det, der skrev: En uro i kroppen.

Blæste det virkeligt? Hver morgen: Wow! I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Grå.

I læberne og i huden. Udsigten var håbløs. Var jeg stille? Mørket kaldte vi bare for mørket. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Du trak mig med til de yderste bjerge.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys.I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Kalken. Altid er det dette langsomme blik.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det er bare.

Altid er det dette langsomme blik. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Ude ved fabrikkerne. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. I et efterår ville jeg være flov. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg var i din krop, og du? Udsagn. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Og en anden nat: Diamantafkast. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ring til mig uden grund. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Hvad tæller du til?

Der var intet som skulle glemmes.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Solens sind. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg var i din krop, og du?

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.