Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Giver det mening? Er du på den anden side af havet? Du siger noget om solen. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Det er bare. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg skrev intet ned i den periode. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Blæste det virkeligt?

Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Dagene. Ugerne. Jeg prøver dette tilfælde.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Og en anden dag: Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Et brev. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Afsavn. Hvad skulle glemmes? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Et brev. Jeg tror, du havde glemt den der. Uforståelige sætninger at klæde sig i Det var ikke skovene jeg kom fra. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Kalken.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Byen. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Jeg skriver dagen igang, stille. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Ikke glemme.