Det var ikke markerne jeg kom fra. Badeferien. Årene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Indimellem sagde du nogle ord. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Der falder binære sansninger ud af min mund.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Derinde bag skoven. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvilken nat fulgte efter natten? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Et genert rum, et intimt rum.

Ring til mig uden grund.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det her er ingen leg. Altid er det dette langsomme blik.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Har vi de samme øjne? Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg sad alene i solen.

Blæste det virkeligt? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg skriver dagen igang, stille. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Sådan svarede du. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Stod imod, men skrev: intet. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Sådan svarede du. Jeg har skrevet et kort til dig.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sad jeg alene?

Det?

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

På et stort stykke hvidt papir. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Giver det mening?

Jeg var i din krop, og du? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

På en rude. Vi har øjne.

Du må ikke. Uforståelige sætninger at klæde sig i I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Var jeg stille? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.