Jeg læste dine linjer Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Og en anden dag: De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Afsavn. Vidste du det?Vidste du det? Vidste du det? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Intimiteten i skriften. Dine øjne.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Brev i april.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Over murbrokkerne. Dine diamanter lyser i min mund. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg sad alene i solen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Fugle flakser i diodenattens klirren. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

På en rude. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Et genert rum, et intimt rum.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Zeitgeist. Shit. Show. Nu sejler jeg bare i version .. Det her er en leg. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Et genert rum, et intimt rum. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Under den blå, blå himmel.

Fuglene hang på den blå, blå himmel. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Har vi de samme øjne? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.