Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Der var noget som åbnede sig. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Har vi de samme øjne? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Sandet. På en rude. Det her er ingen leg. Dette langsomme blik imod stenene.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Over murbrokkerne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Bag træerne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Brev i april. Du kan være. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. På et stort stykke hvidt papir.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg skriver dagen igang, stille. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Der var intet som skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Kan jeg skrive sådan? Glashænder. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sådan noget.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Muren omkring ordene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Der var noget som åbnede sig. Stod imod, men skrev: intet. Kan jeg skrive sådan? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.