Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Brev i april. Du kan være. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. På et stort stykke hvidt papir.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.