Intet glemmes. Ord. Jeg læste dine linjer

Kan jeg skrive sådan? Hvem var det, der skrev: Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Kan jeg skrive sådan?

På en rude. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Altid er det dette langsomme blik. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Hvem var det, der skrev:

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg læste dine linjer Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Skyggerne skyggede. Blæste det virkeligt? Dine diamanter lyser i min mund. Var disse linjer virkeligt virkelige? Der i kroppen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg fandt en linje et sted under min reol. I bussen skrev jeg en sms til dig. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Ormene i det stille sand og nede i jorden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Der hang en nice frugt og dinglede. Sort. Brev i april.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Farverne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Stod imod, men skrev: intet. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Bag træerne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sætningerne er et hav. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Nede ved havet. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Træerne. For hvert lag af betydning i stenene. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Muren omkring ordene.

Solstorm. Jeg skrev intet ned i den periode. Et sted er der en. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.