Træerne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Farvede ordene milde. Jeg tror, du havde glemt den der. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Var jeg stille?Var jeg stille? Var jeg stille?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg skrev mig vild i de dage. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Ring til mig uden grund. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg tror, du havde glemt den der. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

At forvandle dette rum til et andet. Giver det mening? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Et brev. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det dybeste af alt er huden? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sætningerne er et hav. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Tågen i skovene i udsigten. Det gør ikke noget. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv.

Verden og dens lytten til sig selv. Over murbrokkerne. Skyen skjulte noget for fuglene. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

At tale var blevet uoverskueligt. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: På en rude. Var det markerne du kom fra?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Du siger noget om solen. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;