Dagene. Ugerne. Vennerne. Hvem var det, der skrev: Om andre byer, andre verdener. Brev i april. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Dagene. Ugerne. Vennerne. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

I hvert sitefeed gror dine sætninger. Dagene. Ugerne. Jeg lyttede til dit hjerte. Et genert, et intimt rum. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som nu i morges: Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Brev i april.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Dine sætninger. Et brev.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg skrev intet ned i den periode. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg har skrevet et kort til dig.

Træerne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Grå.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan noget. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.