Uforståelige sætninger at klæde sig i I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg tror, du havde glemt den der. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Glasdråbehænder. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Luften og jordens sange. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Blæste det virkeligt?

Jeg har skrevet et kort til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Stod imod, men skrev: intet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Alting ligger bag alting. Et genert rum, et intimt rum.

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Nu er der en uro i kroppen. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vi, de uddøde arter. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I den periode: udsigten, stilheden.

Var der virkelig ild et sted? Farvede ordene milde. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi har de samme øjne.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. De vigtigste. Det var før du kunne forsvinde. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Og en anden dag: Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Luften og jordens sange.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Farvede ordene milde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Stod imod, men gjorde intet.Stod imod, men gjorde intet. Stod imod, men gjorde intet. Oplæsning for intetheden.

Nordlysets sitren i din stemme.

Solens sind. Sætningerne er et hav. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Som at læse glemte aviser.