Glasdråbehænder. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Luften og jordens sange. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.