Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Men mit sprog er ikke fjendtligt. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg har skrevet et kort til dig. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Og en anden nat:

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Nordlyset tøver i vores stemmer. Vidste du?

At forvandle dette rum til et andet. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Hvirvlende, stirrende, syngende. Mine linjer kommer igen. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Solstorm. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Sætningerne er et hav. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Vi, de mindste detaljer. Var det markerne? Uden grund.

Jeg var i morges. Sådan er det. Ikke. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Rifterne, rifterne. Vi har øjne. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Om andre universer, andre stjernesavn. Nu skriver jeg igen på det stille.

Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

Ord. Om andre lande, andre folk. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Glashænder.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Den afklarede himmel.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. De vigtigste.

Har vi de samme øjne? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.