Det giver mening. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. På en rude. Oppe på bakken. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Et brev. Kan skriften være genert?

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Landet smuldrer, smuldrer. At tale var blevet uoverskueligt. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg læste dine linjer

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Tågen i skovene i udsigten. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. På en rude.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Og vi vågnede. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Oppe på bakken. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Træerne.

Du havde tabt en linje i min drøm. Jeg skriver dagen igang, stille. Bagefter sad jeg i timer og læste. Det dybeste af alt er huden? I hver dag gled rester af betydning med mig videre Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Ord. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Det? Er du på den anden side af havet?

Jeg kunne mærke dit hjerte. Sådan svarede du. Vi bliver verden.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Du må ikke forsvinde.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Dit navn var alt jeg hørte. Jeg forsvinder ikke.

Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Udsigten var håbfuld. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Dit navn i skyggerne.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Gennem hullet i hegnet. Der hang en nice frugt og dinglede.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Jeg skriver dagen igang, stille. Sandet. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne